Den 24. september 2014 afholdte vi et informationsmøde om nabohjælp og om hvordan vi forhindrer indbrud i vores boliger.

Der var et pænt fremmøde, hvor landbetjenten Vagn deltog og havde mange spændende ting at fortælle.

11 husstande har meldt sig til at få en gennemgang af deres boliger foretaget af en uddannet låsesmed.

Hver enkelt husstand har selv modtaget tilbud fra Låsesmeden og det er op til jer selv, om I vil benytte tilbuddet eller ej.

Da det er hvert husstands egen sag, om de vil deltage i Nabohjælp eller ej, vil der ikke blive gjort mere vedr. dette fra bestyrelsens side.

Vi kan kun opfordre til, at I tilmelder jer på hjemmesiden Nabohjælp.dk.

Hvad er Nabohjælp?

Det er ofte små ting der kan gøre en forskel.
For eksempel er det en god idé, at hjælpe bortrejste naboer med at få deres hjem til at se beboet ud.
Det kan du bl.a. gøre ved at:

  • Gå en runde om naboens hus
  • Lægge affald i naboens skraldespand
  • Parkere din cykel eller bil foran naboens hus
  • Være generelt opmærksom på din nabos hus

Derudover kan du enten tømme naboens postkasse eller sørge for, at der ikke stikker post ud af brevsprækken.

Det kan også være en god idé at slå græsset, skovle sne væk på gang arealer eller fx at hænge vasketøj op på tørresnor.

Hold øje med hinandens boliger og jeres kvarter

Aftal gerne med din nabo, at I holder øje med hinandens boliger i det daglige, så det ikke kun er i ferierne, at I er opmærksomme på jeres boliger eller område.

Aktiv Nabohjælp skal gerne føre til en form for naturlig overvågning i det daglige, der kan ses og mærkes i vores nærområder – til frustration for potentielle tyve.

Hold øje med, om alting er som det plejer hos dine naboer.
Møder du mistænkelige personer ved boligen, kan du evt. kontakte politiet.

Kom godt i gang med Nabohjælp

Alle kan gratis tilmelde sig på nabohjælp.dk.
Man beslutter selv, hvem man vil være i netværk med og hvem, der får adgang til ens ferieinformationer og personlige oplysninger.

Nabohjælp giver via mail og sms et nemt overblik over, hvem der er på ferie og hvornår.

Samtidig kan du finde gode tips og tricks til, hvordan du kan nedsætte risikoen for indbrud.

Spørgsmål hertil kan rettes til Britta, GV 15.